|
Det er de færreste danskere, der har stiftet
bekendtskab med hula eller huladans. Måske fordi Hawaii ligger
så langt fra Danmark.
På Hawaii betyder hula "dans". Hula taler hjertets sprog
og fortæller mange historier fra hawaiianernes fortid. Danserens
hænder fortæller historien, plejer man at sige, men
uden sangene og poesien, ville der ikke være nogen historie
at fortælle.
Hula startede endnu før man på Hawaii fik sit eget sprog. Det hawaiianske sprog blev udviklet
og blev brugt til at viderefortælle gammel historie. Hawaiianerne
brugte hellige steder på øerne (Heiaus) til at praktisere
dansen. mennesker og dyr blev ofret til guderne.
Man tilegnede mange af dansene til Laka, hula’ens gudinde.
Der er to aspekter af hula’en: Kahiko (gammel hula), daterer
tilbage op til vort århundrede.
Disse sange indeholder guderne fra den gamle polynesiske/hawaiianske
tro, monarkiets ledere, naturen, arbejde, kærlighed og hverdagslivet.
Dansen foregår med bøjede knæ for at “opfange
jordensenergi”. Danseren smiler kun i særlige sange.
Hula’en handlede mere om ordene end dansen. “uden ordene
ville der ikke være nogen dans”, siger hawaiianerne.
Auana (moderne hula), er idag den mest dansende hula med knap så
bøjede knæ som i Kahiko. Sangene handler om alt mellem
himmel og jord (mest typisk; kærlighed) og danseren smiler
altid.
Omkring 1820 ankom kristne missionærer til Hawaii. De forbød
hula’en og stemplede dansen som hedensk og støjende.
De overbeviste sågar de royale på øerne og fik
erklæret hulaen illegal. først 50 år senere gav
Kong David Kalakaua dansen tilbage til folket.
Han støttede hula’en og ved hans kroning på Hawai i 1874 fandt
ikke mindre end 260 danse sted.
I det tidlige 20’ende århundrede kiggede Hollywood
mod Hawaii og så magien bag hula - og resten kender vi fra film og tv-serier.
I dag ærer man hula på alle de polynesiske øer som
i gammel tid. Man bruger vuggende hofter, ansigt, fødder
og øjne men vigtigst er arme og hænder.
|
 |